Vand- og kajaklinje
Vand og kajaklinjen er en linje for både piger og drenge, der har lyst til at deltage i sportsaktiviteter, der foregår i, på og under vand, og som ønsker at være eller komme i god fysisk form.
Vand og kajaklinjen er en blanding af vandsport, kajak og outdoor. Det betyder, at vi i svømmehallen træner svømning, boldspil og kajakpolo, hvor leg og beherskelse af kajakken forenes med boldspil og konkurrenceelementet.
Vores egen svømmehal er den perfekte tumleplads i en polokajak og med havkajakken tager vi på ture til de sydfynske småøer med mad og telt.
Året igennem krydres ovenstående med fysisk træning (både i vand og på land), forskellige former for løb (distanceløb, intervalløb, stafetter, orienteringsløb), adventurerace, bike and run og træning til triatlon.
Vi deltager i DM for efterskoler i svømning og kajakpolo samt stævne i triatlon. Derudover vil der være deltagelse i adventurerace.
Hovedaktiviteterne vil være kajakpolo, adventureraces og svømning. Derudover vil boldspil i vand samt fysisk aktivitet inde, ude og i vand være gennemgående hele året.
Klatring, livredning, udspring, opvarmning, cross-fit mm. vil være temaer, der kører i kortere perioder.
I nogle forløb vil der tilbydes valgfrie muligheder for fordybelse.