Sådan bor vi
Her på Glamsdalens bor vi i huse. Vi bor 16 i hvert hus, 8 piger og 8 drenge, hvilket giver et godt fællesskab mellem kønnene.
Det er også en udfordring for både piger og drenge at skulle lære at respektere hinanden. Til hvert hus er der tilknyttet 2 huslærere, som man altid kan komme til, hvis der opstår problemer.
I alle husene er vi fordelt på 4 værelser. Der er 2 pigeværelser og 2 drengeværelser med 4 på hver. Der bor 2 nede og 2 på hemsen og ved juletid bytter man.
Husene er indrettet med to badeværelser, der oftest bliver lavet til ’pigernes’ og ’drengenes’. Lige umiddelbart vil man tro, at ét badeværelse til 8 piger vil give en del kø, men det fungerer faktisk fint.
Det store samlingssted i husene er fællesstuen, hvor vi opholder os en del. Det er indrettet med et lille tekøkken, så vi kan lave en toast mm.
Når man ankommer til huset, er væggene bare, og det eneste inventar er nogle skole-møbler. Oftest er der allerede i løbet af de første 2 uger medbragt gamle møbler hjemmefra, og nogle er hentet på genbrugsstationen.
Der bliver hængt en masse op på væggene, og det gør det hele meget hyggeligere i fællesrummet.
På værelserne er det ligesådan, når man ankommer, men der bliver mindst ligeså hurtigt hængt billeder op af venner og familie hjemmefra.
Vi har hver et skab med lås på til alle vores ejendele. Desuden er det en god ide at medbringe nogle ’bedrollere’ til opbevaring. Vi har også haft glæde af en slags ’hængegarderobe’ hængt op på bøjlestangen i skabet.
Skrevet af Cecilie, ’Gamle’-Tina og ’Nye’-Tina hus 2