Om undervisningen
På Glamsdalen kan man gå i 9. klasse, 10. International eller 10. Medier og samfund.
I 9. klasse forberedes eleverne til Folkeskolens Afgangsprøve, dvs. at dansk, engelsk, matematik, naturfag (fysik-kemi/geografi/biologi), humanistiske fag (kristendom, samfundsfag, historie) samt tysk er obligatoriske fag.
I 10. klasse forberedes eleverne til 10. klasse-prøven, dvs. at dansk, engelsk og matematik er obligatoriske fag og at eleverne skal deltage i en uges brobygning til ungdomsuddannelserne, lave en uddannelsesplan samt en obligatorisk selvvalgt opgave.
I 10. International er yderligere kulturfag obligatorisk.
I 10. Medie & samfund er yderligere medier & samfund obligatorisk.
IT er integreret i undervisningen.
Elever i 10. klasse kan vælge tysk eller fysik som prøveforberedende valgfag.
Derudover tilbyder vi musisk-kreative og mere højskoleprægede valgfag (f.eks. billedkunst, drama, musik, psykologi, filosofi), som vælges ved forberedelsesmødet på skolen i foråret før skolestart i august.
De prøveforberedende valgfag vælges for hele året, mens de øvrige valgfag er halvårlige.