Rejs med din idrætslinje ud i verden

Alle elever på skolen rejser to gange i løbet af skoleåret.

Skitur
I 2018 går turen til Hemsedal i Norge. Den ene halvdel af skolen er af sted i uge 4, den anden i uge 5.

Fem dage på alpinski
Skituren er en populær tradition, hvor både nybegyndere og erfarne skiløbere får fart under skiene. Alle kommer på ski i fem dage, hvor der er undervisning på alpinski de første tre. De to sidste dage kan du vælge mellem forskellige skitilbud, så du kan få testet færdighederne og tage ture med vennerne.
De mest erfarne kan også få undervisning i telemarkski og snowboard.

9. klasse på skitur

Vi klarer os selv – sammen
Hjemme på skolen bor vi 12-16 i hvert hus – i Norge bor vi i moderne ni-personers lejligheder lige ved pisten. Køkkenet sørger også godt for os her. De har pakket mad til hele ugen, så den bare skal varmes, når vi vender trætte hjem fra de lange dage på pisterne.

Alle elever på linjefagsrejse

Fra skoleåret 2018-19 rejser alle elever med deres idrætslinjer. Nogle linjer rejser alene, mens andre linjer rejser til samme destination. Rejsen er placeret i november måned, hvor vi sigter efter et både fagligt og socialt højdepunkt på året.

Målet med linjerejsen på GIE

  • Styrke og opbygge linjens sociale sammenhold – og i nogle tilfælde skabe relationer på tværs af linjerne.
  • Få en unik og anderledes idrætsoplevelse og faglige input til udvidelse af ens idrætshorisont.
  • Møde og opleve en anden kultur.
  • Give et afbræk fra hverdagen – og få noget med hjem til hverdagen.

Destinationer i 2018-19

I november 2018 rejser vi til følgende destinationer:

  • Adventure og Triatlon til Fuengirola i Sydspanien
  • Fodbold til Salou ved Barcelona, Spanien
  • Håndbold til Budapest, Ungarn
  • Dans til London, England
  • Badminton og E-sport til Prag, Tjekkiet
    • Hertil tur til event i Polen (E-sport) og All England (Badminton)
  • Fitness og 360 til Porto Santo, portugisisk ø

Vi glæder os til at komme af sted!