Fjernundervisning var både fedt og virkelig fjernt

Vi har endelig fået eleverne tilbage efter mange uger med fjernundervisning og digitale møder. Tre lærere ser tilbage på tiden, der både førte til kreative opgaver og en mur af tavshed.

Marie Louise Wulff, dansklærer:

Det har jo på mange måder været udfordrende for både os lærere og eleverne, men de har været så gode, og jeg har simpelthen rost mine så meget. Og så har det været interessant at få et indblik i deres verden både digitalt og fysisk ved at være hjemme på deres værelser. Samtidig ligger der en stor grad af tillid i at have de her relationer på afstand, og hvor undskyldningerne før var, at hunden har spist kladdehæftet eller der kom vand på blækregningen, er det nu, at de har fået en virus eller blev smidt af Zoom. Det er bare en helt anden verden.

En af de opgaver mine elever har lavet, har været en bogbento, hvor de hver især skulle finde 5-7 ting derhjemme, der visuelt karakteriserede deres corona-karantænetid. Det er en opgave, jeg synes fungerede rigtig fint virtuelt, og den tager jeg helt sikkert med til den fysiske undervisning også.

Karens Corona-liv i Bogbento-form.

Liselotte Tybjerg Holm, dansklærer:

Jeg må indrømme, jeg har slet ikke være begejstret. Faktisk har det været helt forfærdeligt, for jeg har slet ikke kunnet mærke eleverne. Det er bare overhovedet ikke lige så fedt at svine eleverne til over skærmen som i virkeligheden. Ej, men den der daglige pingpong, den forsvandt bare, fordi man blev ramt af en mur af tavshed. De havde slukket deres mikrofoner, og mange af dem slukkede også deres kameraer undervejs, så det blev virkelig svært at nå ud til dem.

Jeg blev også undervejs ramt af den der: Er det kun mig, der ikke kan finde ud af det her onlineundervisning? Jeg følte, alle andre bare havde helt styr på det og lavede en masse fede ting, og det endte vi også med at gøre, men jeg blev lidt stressramt over at være den gamle, garvede lærer, der pludselig blev sat af. Når det er sagt, så lavede eleverne en digital storytelling, hvor de skulle fortælle om deres ”hood”, og det blev faktisk rigtig fedt, fordi de netop var hjemme. På den måde fik jeg et indblik i deres liv som det var lige der, og det blev en fed, digital opgave. Men generelt var det slet ikke fedt, og jeg er så glad for at være tilbage.

Helle Kofoed, engelsk- og tysklærer:

Det har været en sjov udfordring at skulle tænke kreativt og væk fra den der almindelige klasseundervisning, men man mister altså relationen til eleverne, når det foregår gennem en skærm. I starten tænkte jeg undervisningen, ligesom jeg ville gøre, hvis de var på skolen, men jeg kunne hurtigt se, jeg var nødt til at finde på noget mere kreativt for at motivere dem. For eksempel har vi bagt kage i tysk, hvor eleverne startede med at oversætte opskriften og fremgangsmåden fra dansk. Så fandt de forklæder, skåle og ingredienser frem, og vi bagte sammen i hver vores køkken. Sådan en opgave er både fagligt god, men endte også med at være rigtig hyggelig.

Andrea fra 9.b øver tyskpræpositioner hjemme i sin opgang.
Caroline fra B6 bager pandekager i engelsk, mens hun er Google Meet med resten af klassen.
Victor fra B6 er også i fuld gang.
9.b i fuld gang med bagningen. Opskriften var selvfølgelig på tysk.
Alexanders Corona-karantæne i visuel fortælling.
Victors karantæne. Den er vist repræsentativ for en del af eleverne.